I dag kræver loven, at der altid skal afprøves socialpædagogiske indsatser og disse skal være dokumenteret uden effekt, før der må ansøges om at foretage nogen form for sikkerhedsforanstaltninger.

​

Hvornår må vi så ansøge om at beskytte en person?
I praksis viser en pædagogisk indsats sig “uden effekt”, når personen ikke ændrer adfærd, ikke lærer nyt eller ikke bliver i stand til at handle mere sikkert – selv efter gentagne forsøg.
Men for voksne, der ikke kan lære, kun lærer meget langsomt, eller ikke forstår fare og konsekvenser, er det næsten umuligt at “dokumentere manglende effekt” på en meningsfuld måde.

Der sker ingen udvikling, ikke fordi indsatsen er forkert, men fordi personen ikke har de kognitive forudsætninger for at ændre adfærd.
Derfor bliver kravet om at “afprøve pædagogiske indsatser først” i mange tilfælde et tomt ritual, der forsinker den beskyttelse, som personen reelt har brug for og udsætter personen for åbenlys fare indtil der er sket noget.