I dag siger lovgivningen, at en borger først kan beskyttes mod åbenlyst fare, efter en socialpædagogisk indsats er afprøvet og dokumenteret som at være uden effekt.
Nogle voksne med betydelig og varigt psykisk funktionsevne, kan have svært ved at lære nyt, vurdere fare og forstå konsekvenser af deres handlinger eller slet ikke have evnen til det. Deres funktionsniveau kan sammenlignes med det, små børn har.
Loven svigter i dag, når vi ønsker at beskytte denne gruppe voksne, fordi den forhindrer os i helt almindelig forebyggelse af ulykker. 
Det mest naturlige ville være, at vi beskytter voksne, som oplever og forstår verden på samme måde, som små børn, på samme måde som vi beskytter børn som forældre. Deres behov ligner i høj grad hinandens. Forskellen er ikke deres funktionsniveau, men deres CPR-nummer, der siger "du er voksen" i stedet for "du er barn".
Små børn må vi gerne beskytte med helt almindelige sikkerhedsforanstaltninger. Hvis vi som forældre i dag lod være med at beskytte vores børn, ville det blive opfattet som uforsvarlig og uansvarligt. Ingen ville acceptere, at et barn blev udsat for unødvendig risiko, når faren kunne forebygges med helt almindelige tiltag.

Men når det gælder voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, kræver lovgivningen i dag, at vi må acceptere, at disse voksne udsattes for unødvendig fare. Loven tillader i dag ikke, at vi forebygger ulykker. Ifølge loven anses forebyggende sikkerhedsforanstaltninger som magtanvendelse, når man er fyldt 18 år. I dag kan vi derfor ikke forebygge ulykker hos voksne, som have svært ved at lære nyt, vurdere fare og forstå konsekvenser af deres handlinger.